De fleste mennesker tror, at det er nydelsesrusen forbundet med stoffer og alkohol, der får folk til at blive afhængige - hvilket giver mening. Vi ved, at stoffer og alkohol (og visse former for adfærd som hasardspil, sex og overspisning) udløser en frigivelse af kemikalier i hjernens lystcenter. Dette får os til at føle os godt tilpas, så vi går tilbage efter mere.
Så hvorfor bliver alle, der drikker alkohol eller bruger stoffer, ikke afhængige? I virkeligheden ender kun omkring 10 procent af personer, der bruger et potentielt vanedannende stof, med at blive afhængige. De fleste mennesker, der bruger medicin til at behandle legitim smerte, bliver aldrig afhængige.
Det betyder, at langt de fleste mennesker, der bruger stoffer og alkohol rekreativt, aldrig udvikler afhængighed eller afhængighed. Alligevel er antallet af mennesker, der bliver hooked påheroin,kokain, ogreceptpligtig smertestillende medicin er skyhøje.
Hvad mangler vi?
The Partnership for a Drug-Free America gennemførte en interessant undersøgelse i slutningen af 1970'erne. Rotter blev anbragt i enkelte, isolerede bure. Hver rotte havde adgang til to vandflasker - en fyldt med rent vand og en med vand infunderet med heroin eller kokain. Uundgåeligt ville rotterne vælge det medikamentinfunderede vand og drikke vandet igen og igen, indtil mange af dem til sidst døde.
På overfladen var resultaterne plausible og så ud til at bekræfte overbevisninger om stoffers vanedannende egenskaber og det uundgåelige resultat. Undersøgelsen var genstand for en provokerende tv-reklame mod narkotika i 1980'erne.
En canadisk forsker stillede dog spørgsmålstegn ved testresultaterne og bemærkede, at rotterne var alene i de bittesmå bure, uden kammeratskab og ingen stimulering - rotteversionen af isolationsfængsling. En anden undersøgelse ændrede tingene betydeligt ved at følge grupper af rotter i enorme, komplicerede bure. Hvert bur havde begge typer vand sammen med velsmagende rottemad, farverigt legetøj, tunneler til at udforske og masser af plads til at parre sig og opdrage deres unger.
Selvom rotterne nogle gange prøvede det bedøvede vand, foretrak de almindeligt vand. I stedet for at blive høje brugte de deres tid på at spise, lege, slappe af eller parre sig.
Takeaway fra de to undersøgelser er, at afhængighed måske ikke udelukkende skyldes selve stofferne, men måske et mere komplekst problem forbundet med ensomhed, isolation og et dybt behov for fællesskab og tilknytning.
Utallige undersøgelser gennem årene har bekræftet, at spædbørn, der udvikler tætte bånd til forældre eller voksne omsorgspersoner, vokser op til at blive glade, følelsesmæssigt tilpassede voksne, der ser verden som et sikkert, behageligt sted befolket med venlige, hjælpsomme mennesker.
På den anden side udvikler spædbørn, der vokser op uden sikker tilknytning, ofte ikke som de burde, en tilstand kendt som "manglende at trives." De er mere tilbøjelige til selvdestruktiv adfærd i ungdomsårene. Som voksne har de en tendens til at have problemer med at danne venskaber og tætte partnerskaber.
Vi ved allerede, at afhængighed ikke er et resultat af svaghed eller mangel på kontrol. Er afhængighed et problem, der ikke stammer fra selve stofferne, men fra isolation og tab af fællesskab i vores materialistiske, hurtige moderne samfund?
Afhængighed er en kompleks sygdom uden enkle svar. Isolation og mangel på intimitet ser ud til at være en væsentlig komponent i afhængighed, men samtidig tyr mange mennesker, der føler sig ensomme og isolerede, aldrig til stoffer og alkohol for at udfylde deres tomme pladser, mens mange mennesker er omgivet af varme, omsorgsfulde, kærlige familier, men stadig vende sig til stoffer og alkohol, hvilket tyder på, at detafhængighed er ikke kun et familieproblem, men noget vi alle som samfund bør være bekymrede over.
Der er selvfølgelig næppe tvivl om, at nogle mennesker er genetisk disponerede for afhængighed - endnu en brik i puslespillet. Vigtigheden af menneskelig forbindelse er måske ikke hele svaret, men det er bestemt en seriøs overvejelse værd.
Narkotika- og alkoholbehandlingscentre og genoptræningssteder er opmærksomme på dette nye perspektiv, og mange er meget motiverede for at hjælpe afhængige mennesker med at finde måder at etablere tætte forbindelser med andre mennesker. Det er klart, at menneskelig forbindelse er en kritisk del af recovery, og selvom det er sværere at udvikle forbindelser som voksne, er det meget muligt, selv for mennesker, der har været alvorligt afhængige i årevis. Et godt udgangspunkt er en personlig forbindelse til de forskellige behandlere og professionelle i behandlingen, de er uddannet til at understøtte etableringen af succesfulde forbindelser og fremme menneskelig interaktion i et trygt og sikkert miljø.
